![Puce Mary 2014](http://passiveaggressive.dk/wp-content/uploads/2014/12/Puce-Mary-2014.png)
Puce Mary har sat en ny plade på hylderne. En plade der ridser noise ned i lakken og brager ud med kraftfulde arrangementer fyldt til randen med en skarp metallisk tekstur og rustne synths.
Puce Mary “The Spiral” (posh isolation, 2016) – Anmeldelse af Sandra S. Borch, foto af Søren Rye.
Som genre er noise meget fleksibel. Noise kan fremstå både ligegyldig og suveræn – og i nogen tilfælde endda på samme tid. Noise kan være høj- eller lav pitch, noise kan være sublim eller ligegyldig. Noise kan være spetakulær eller banal.
Definitionen af noise er ofte baseret på negationer, og dermed gennem hvad noise ikke er. Således er den gængse definition af noise, at det er ikke-musikalsk, ikke ønskelig og utilsigtede lyd. Sagt med andre ord er noise i opposition til den gode musik og i forlængelse derfor ikke i sig selv musikalsk materiale.
Men med eksperimenter og udgivelser såsom “The Spiral” er noise nærmere netop der, hvor det musikalske materiale fornyes, og hvor kløften elimineres mellem ide og eksekvering, mellem teori og lyd, og understreger lydens fysikalitet og materialitet. “The Spiral” vidner om en musikalsk tendens, der ikke kun udvider musikken, men stiller sig kritisk overfor essensen af musikalsk materialitet.
Skal vi tage historien (nogenlunde) fra sin begyndelse, skal vi tilbage til 1913, hvor den italienske futurist Luigi Russolo udgav sit manifest The Art of Noises. Heri stadfastet Russolo, at noise ikke er musikkens antitese, og han ophævede støjens status som værende uønsket og ildeset, og gjorde noise til en delikat sensation. På trods af Russolos tidlige manifest, fremstår noise som begreb, genre eller koncept forsat uklart defineret. Den canadiske komponist og meget andet R. Murray Schafers konstruerede en dikotomi, som har domineret den lydlige retorik nærmest lige siden. En dikotomi der opdelte den soniske verden med to modstående poler. Mellem god og meningsfuld lyd på den ene side og dårlig, meningsløs noise på den anden side. Denne Scaferianske konceptualisering er cementeret i den gængse forståelse af musik.
Det var først i 1980’erne da kunstnere såsom Hijokaidan og Merzbow sparkede igennem lydmuren mod vest, at noise for alvor blev markeret som en genre, der referer til en musik, der gør brug af en langt højere volume, skarpere lyd og mere kompleks opbygning.
Siden da har signifikant mange artister, været dedikeret til en udtryksform baseret på noise. På tværs af feltet fra Hijokaidan, Merzbow og Boris til Pan Sonic, Pharmakon og Prurient. Fælles står at stilistisk arbejder artisterne med objekter, udtryk og form, der kun perifert forbindes med musik.
I starten af 2000’erne lod noise-artister teknologiens fejl og begrænsninger være udgangspunktet for det musikalske output, hvor glitch, distortion og hak fik en hel central rolle, som det høres hos Royiji Ikeda, Oval, Mika Vaino, Alva Noto – der alle er eksempler på kunstnere, som dvæler ved den digitale tidsalders illusion om det perfekte medie og den fuldstændige kontrol over teknologien. På mange måder er det et billede på en ambivalent relation til teknologien og maskinen, hvor det er musikkens agenda at bryde eller snarre gentænke det fejlfrie, digitale flow.
Noise har således været langt tid undervejs og har ophav på tværs af både landegrænser og musikalske genre og teknisk snilde – og midt i det hele finder vi Puce Mary, der siden sin sidste soleudgivelse “Persona” i 2014 har været på et residency hos det stockholmske Elektronmusikstudion (EMS) og udgav sidste år samarbejdet The Female Form med Loke Rahbek – nu er hun aktuel med “The Spiral”, som er et brutalt tonalangreb på fremtiden med spor af fortiden noise-teknikker.
Lyden omkring Puce Mary er fuld af selvmodsigelser. Den er minimalistisk i sin form og maximalistisk i sit udtryk. “The Spiral” er klaustrofobisk af stemning samtidig med sine vanvittigt store armbevægelser, der buldrer igennem højtalerne. “The Spiral” er rig på nuancer og detaljeorienteret og stadig er den domineret af en altoverskyggende lyd, der som en malmstrøm sluger alt på sin vej for tilsidst selv at gå i opløsning.
Albummet starter stille ud med titelnummeret, som en varsling om, hvad der venter på resten af pladen. Nummeret opbygger langsomt en stemning af lidende synths og kampklare trommer. “Night is a Trap” vælter ind med et bombardement af vokal, der skriger om undergang. Og derfra roterer “The Spiral” med fuld kraft derudaf. Med en mindst lige så kraftfuld og eksplosiv stil, som lyden er på numrene “Temptation to Exist” og “Masks Are Aids 2″, mindst lige så knitrende og ambient er lyden på “No Memory”, der med organiske lyde af fodspor og et mere beatorienteret rytmespor skaber et tilnærmelsesvis melodiske nummer. Ligeledes er de forvredne hiss og hvirvelende rytmer, som Puce Mary demonstrerer på nummeret “Slow Agony of a Dying Oragasm”, med til at tilbyde en anti-æstetik ved at bruge teknikker og maskiner fra musikken til at nedbryde og genskabe musikkens struktur.
Generelt gældende for kompositionerne på pladen er en konstant udvikling igennem pladens otte numre, der dog alle er dømt til kollaps og ender i forfald. Det, som står klart tilbage, er pladens ekko og Puce Marys bemærkelsesværdige og beundringsværdige beherskelse og forståelse af noise-idiomet. “The Spiral” LP’en er en både dramatisk og følsom udgivelse, hvis musikalitet balancerer mellem fortid og fremtid i sin brug af gamle teknikker og gisninger om fremtidens lyd.
Info: Puce Mary “The Spiral” udkom 25. marts på posh isolation.